8 genveje til at blive gældsfri – 4. fjern fristelserne

På nuværende tidspunkt, hvis du har udført øvelserne, så har du 1) identificeret dine huller i budgettet og 2) du har sørget for at give luft i dit budget til den måde du bedst kan lide at bruge dine penge, i dit realistisk budget.

Dette indlæg kommer til at handle om hvordan vi får kædet de to ting sammen med din hverdag. Det er på tide at kigge på dine daglige rutiner.

Her henvises der ikke til tandbørstning og træningsrutiner, men de rutiner/dårlige vaner, der forårsager hullerne vi har identificeret. Det kan bl.a. være følgende:

  • Bruge bilen og betale for benzin/parkering når cyklen eller det offentlige havde været lige så nemt.
  • Tage i supermarkedet for at handle uden en plan om hvad man skal have
  • Købe ting udover det der står på indkøbslisten
  • Handle ind når man er sulten
  • Et glas vin eller to …hver dag
  • Mødes på en cafe til kaffe
  • Fyld selv flere på

Hvis du ved du har et hul et sted, så kig på rutinerne bag, som får dine surt tjente penge til at forsvinde. Derefter så lav en plan over hvordan du undgår fristelsen og ændrer omstændighederne så fristelsen ikke opstår.

Mit bedste råd er dog at tage det stille og roligt. Du kommer sikkert til at identificere mange vaner og rutiner der gør at du overspenderer, men prøv at ændre få vaner ad gangen i stedet for det hele på en gang. Det er nemt at kløjes i for meget omvæltning, og så er du tilbage til udgangspunktet. Mange bække små, som man siger.

Mennesket er et vanedyr og vi har brug for tid for at ens rutiner ændrer sig. I gennemsnit siger man at det tager 21 dage at “lære” en ny vane.

For at komme frem til roden af en vane, så kan man lave en øvelse der hedder “5x hvorfor“. Den er meget simpel, du starter med en dårlig vane og spørger hvorfor? 5 gange og så kommer du frem til en action du kan gøre.

Eksempelvis:

  • “Jeg købte dyrt take-away torsdag” -> “Hvorfor?”
  • “Fordi køleskabet var tomt” -> “Hvorfor?”
  • “Fordi jeg ikke havde handlet ind” -> “Hvorfor?”
  • “Jeg havde ikke tid til at handle” -> “Hvorfor?”
  • “Fordi jeg altid arbejder sent om torsdagen” -> “Hvorfor?”
  • “Fordi torsdag er mit arbejde uflexibelt, så jeg er afhængig af der er noget i køleskabet og at det er nemt at tilberede”

Mulig action: Planlæg indkøb frem i tiden så køleskabet aldrig er tomt om torsdagen ved at lave en madplan og handle stort ind.

Personligt modtager vi reklamer om lørdagen, jeg sorterer de relevante dagligvarer butikker jeg har i nærheden fra og læser dem søndag morgen ved morgenbordet og kigger hvad der er på tilbud. Baseret på hvad vi har planlagt den følgende uge laver jeg en madplan der dækker hele ugen. Jeg handler derefter stort ind i løbet af søndagen og så laver vi opfyldning af brød, mælk og den slags en gang i løbet af ugen.

For at gøre det let og fleksibelt for os selv er der altid indlagt en dag hvor vi bare spiser rugbrød og en dag med rester. Udover det har vi budgetteret med at vi 3 gange på en måned kan spise take-away (fordi vi har lagt et realistisk budget). Om vi gør brug af take-away eller ej svinger, men vi har muligheden for der er budgetteret med det. Jeg tror dog vi i gennemsnit gør det 1,5 gang om måneden.

Øvelsen i dette indlæg er: Tag de 3 største huller du har identificeret og brug 5 gange “hvorfor?” til at finde frem til roden af overforbruget og præciser mindst én action for at lappe det hul.

Skriv en kommentar