Få styr på din økonomi – dag 15

Da vi nu har et færdigt budget og har opsat vores opsparing samt gældsafvikling, så er det på tide at se på hvordan vi kan trimme.

Der er intet krav om at du skal følge nogle af disse trin, men hvis dine leveomkostninger er højere end de 60% vil jeg stærkt anbefale at se om der er nogen måde du kan få justeret nogle af dine udgifter.

Dette er ikke en komplet liste over muligheder, da dine udgifter kun er kendt af dig selv er det op til dig selv at gennemgå dem for at se hvor der kan spares.

Jeg vil dog gennemgå et par af de mest gængse udgifter, som jeg vil tro størstedelen af befolkning har.

Derfor er den første her – forsikringer!

Alle der har en bolig, en bil eller andet dyrere har en forsikring. Selv i en lejebolig har man oftest en indboforsikring, måske en ulykkesforsikring også. Typisk har man valgt et firma, enten fordi det var det første og det bedste i sin tid, måske brugte ens forældre det eller også blev man bare ringet op en dag og fik et tilbud.

Shop lidt rundt og se hvad andre har at tilbyde. Det skader aldrig at forhøre sig hos andre selskaber for at se hvad de kan tilbyde. Husk på at de priser de opgiver også er til forhandling – det kan altså også betale sig at prøve at presse prisen lidt. Forsikringer er også afhængige af mange ting og det kan sagtens være du overforsikrer dig hos et selskab, men får en mere passende – og billigere – forsikring et andet sted.

Hæv din selvrisiko. Hvis uheldet er ude og du skal bruge din forsikring, så får man ikke den fulde pris tilbage, desværre. Men hvis man er i den situation at man aldrig bruger sin forsikring, så betaler man faktisk mange penge ekstra for en lavere selvrisiko. Så enten så ring og hør dit eget selskab hvad de kan tilbyde, eller få forskellige tilbud på forskellige selvrisici når du alligevel er i gang med at ringe rundt som nævnt før. Dette gælder både for indbo-, hus-, bilforsikring og andet hvor der er en selvrisiko på.

Samlerabat. Når du sammenligner priser så bed også om et tilbud hvor der er en samlerabat inkluderet. Typisk kan man opnå 10-15% i rabat ved at samle flere af sine forsikringer i det samme firma. Så spørg endelig løs.

Installationer. Nogle forsikringsfirmaer tilbyder rabat hvis du installerer røgalarmer, tyverialarmer, en GPS/hastigshedsmåler i din bil og flere ting. Det kan være værd at undersøge om det kan betale sig da mange af disse løsninger er billige, nemme at installere og generelt noget man bør have i sit hjem.

Medlemskab. Nogle selskaber tilbyder ekstra gode forsikringspriser hvis du arbejder indenfor et bestemt felt. F.eks. Bauta og Lærerstandens Brandforsikring – brug 5 minutter på at søge efter om dit felt eller din arbejdsplads har et samarbejde der kan spare dig penge.

Mange af disse ting kan klares med et par telefonopkald eller lidt søgen på nettet. Alternativt kan man bruge hjemmesider såsom FindForsikring.dk eller ForsikringsGuiden.dk til at sammenligne forsikringer og modtage tilbud.

Skriv en kommentar