Få styr på din økonomi – Dag 22 – Underholdning og hobbies

Hvis du stadig læser med og har fulgt de råd der er givet, hvad end det er 100% eller delvist, så har du det forhåbentligt godt med dig selv – hvilket du også burde have! Du har set hvor mange penge du kan spare og har måske endda aktivt taget skridt for at føre det ud i livet.

Ikke alle råd er lige nemme for alle at adoptere og det er heller ikke meningen at man skal tvinges over i at leve efter min tankegang, men mulighederne er der. Det handler om at kigge efter i sømmene af ens økonomi og se hvordan man personligt vægter ens udgifter. Som der er sagt fra start af er det her dit budget.

Nu kommer vi til en af de helt tunge ting og nok den som de fleste har rigtig svært ved; underholdning og fritid. Kort sagt, alle de ting som man i vores forbrugskultur forbinder med glæde: TV, video, computerspil, shopping, cafeture, gadgets osv.

Dagens øvelse kan være en større eller mindre opgave alt efter hvor meget ens “diverse forbrug” er. Jeg vil bede dig om at logge ind i din netbank og vise alle posteringer lavet 30 dage tilbage i tiden, hvis du kan printe de sidste 30 dages transaktioner ud, er det nemmere. Hvis du har behov for det, så gå længere tilbage endnu.

Markér alle udgifter der har været ren underholdning, for nydelsens skyld eller som er forbundet til en hobby. Alt efter hvor mange der er kan det tage lidt tid.

Gå derefter tilbage og se om du kan gruppere dem lidt. Altså læg cafeturene sammen for sig, de små stop hos bageren eller McDonalds for sig, udgifterne til computerspil for sig osv. Lav grupper som det falder dig bedst ind og ikke bare som jeg siger.

Nu kommer den kontroversielle del så måske. Jeg vil ikke have at du skal fjerne alle disse poster da det jo er noget der bringer dig glæde. Når det kommer til hobbier er jeg stor fortaler for at man har en (eller flere) passioneret hobby som man kan bruge til at slippe hverdagens stress med. Grunden til at man kigger på udgifterne her er bare for at få et billede om hvad din hobby koster dig.

Når det kommer til ting som computerspil, cafeture så er målet at kigge på forbruget og spørge sig selv: “Er det muligt at trimme lidt her?” Jeg beder ikke om at du skal skære det helt væk, men hvis du f.eks. tager en kop kaffe med hver morgen fra Lagkagehuset eller Espresso House, så løber det beløb altså hurtigt meget højt op. En løsning kunne være at købe en termokop og så selv tage kaffe med om morgenen tirsdag, onsdag og torsdag, mens at mandag og fredag forkæler du dig selv med den købte kaffe. I dette eksempel har du altså mulighed for at spare 60% (minus udgiften til hjemmelavet kaffe)! Hvis du køber 2 nye computerspil hver måned, så overvej om du kan nøjes med 1 nyt og måske købe 1 brugt – eller måske helt nøjes med kun 1 nyt/brugt.

Det vigtigste her er at hvis du føler at din livsglæde bliver påvirket negativt ved at trimme, så lad være med det.

Gode vaner opbygges stille og roligt. Du kan sammenligne det med nytårsfortsæt, hvor folk prøver store livsstilsomvæltninger, men efter 1-3 måneder så er alt tilbage til det gamle. Folk prøver at bide over for meget på en gang. Så tag det roligt og tag en ting ad gangen. Det vigtigste mantra i denne øvelse er at; hvis det gør dig ked af det og skære en ting væk, så lad være med at skære. Det eneste tidspunkt man skal vige fra denne regel er hvis man kører i minus hver måned. Så er der desværre ikke noget der hedder en kaffe fra Lagkagehuset f.eks.

Vi er kommet til enden af gennemgangen af privatøkonomien og hvor vi kan spare/finde penge. De næste indlæg vil handle om hvordan man får det løbende justeret og hvordan man fremover holder sit budget.

En kommentar til “Få styr på din økonomi – Dag 22 – Underholdning og hobbies”

Skriv en kommentar