Få styr på din økonomi – Dag 23 – Tilpasse budgettet

Sidste indlæg handlede om en af de største poster – underholdning. Op til nu har vi fokuseret på at skære fra og trimme sådan at vi eliminerer de tunge poster og det skulle gerne gøre at vores udgifter hver måned, både faste og variable, falder.  Derfor er det vigtigt at løbende rette dit budget til da sidste måneds udgifter ikke nødvendigvis matcher de forudgående måneder. Indlægget omkring underholdning afslutter det kapitel.

Det kan være en stor fordel at have sit budget skrevet ind i et Excel-ark da det er nemt at have flere kolonner til forskellige måneder og det er nemt at have mange rækker til de forskellige poster i dit budget.

Hver måned så hav en kolonne hvor du skriver din indkomst ind. Hvis du er fastlønnet er det nemt, men hvis du er timelønnet, har provision, bonus eller anden variabel del i din løn, så er det nemmest at tilføje det hver måned. Husk også at justere op hvis du får lønforhøjelse eller andet der påvirker din løn.

Nu til udgifterne – hvis du har et Excel-ark med dine udgifter så er det meget nemt. Lad os sige at du på månedsbasis lægger 400 kr. til side til din elregning der betales kvartalsvis – altså 1200 kr. i alt. Du har nu været ekstra opmærksom på at slukke på kontakten, du har købt sparepærer eller noget tredje der gør du sparer penge i strøm i løbet af de sidste par måneder og du modtager din nye elregning, som kun er på 900 kr. Altså 300 kr. lavere, eller i alt 300 kr. om måneden i stedet for 400 kr. I stedet for bare straks at skrive 300 ind i dit budgetskema i stedet for 400 kr., så vil vi nu gøre brug af noget der hedder “vægtet gennemsnit“. I al sin enkelthed så tager du tallet på dit “gamle” budget (altså 400 kr.), ganger med 4 (1600 kr.) og lægger den nye post (300 kr. til (1900 kr.) og så dividerer du med 5 (
380 kr). Selvom du kun skal betale 300 kr lægger du altså 380 kr ind i dit budget og lægger de ekstra penge på din budgetkonto.

Ved at gøre dette beskytter du dig selv mod hvis regningen skulle stige igen – hvis du bliver ved med at holde det lavere forbrug vil gennemsnittet altså gå mod det “rigtige” beløb, men hvis forbruget pludselig hopper op igen, så har du allerede kalkuleret lidt luft ind i budgettet. Hvis du er god til at holde det lavere forbrug vil du altså opdage der er overskud i dit budget, som du så kan bruge til enten at spare op eller til at nedbringe gæld eller investere mod dine drømme! Hvor fedt er det ikke lige?

Det er også en høj motivationsfaktor at se det sort på hvidt at ens forbrug daler.

I dit Excel-ark kan du så føre din gæld over (og trække en evt. ekstrabetaling fra) og du er færdig. Meget nemt når man har det oppe at køre og kræver kun et minimum af arbejde med at holde vedlige.

Jeg kan godt lide at lave grafer over ens faste udgifter og ens gæld – sådan at man kan følge med når de går ned ad. Det er utroligt motiverende at se kurverne bare dykke nedad!

Vi er ved at være i mål med serien her og vi vil i de næste par indlæg se på hvordan man holder sig ved ilden og får opnået sine drømme!

Skriv en kommentar