Hvorfor denne blog og hvem er jeg

Velkommen til en blog om privatøkonomi, hvor det handler om at tage det hele – en krone ad gangen.

Bloggen udspringer fra en personlig tiltrækning af tal, privatøkonomi og fra at min hustru og jeg har købt hus for nylig. Vi måtte i den forbindelse dykke meget ned i budgetter, lån, lånetyper og mange andre overvejelser inden vi skrev under.

Hele processen var ret overvældende og selvom man kunne finde spredt information om det hele på nettet så savnede jeg et sted hvor man kunne få svar på mange spørgsmål i stedet for at ringe til 14 banker, et par håndværkere, advokater og hvem man ellers fik fat i.

Allerede der startede ideen med at lave et sted hvor al den information var samlet, da jeg tænkte andre sikkert havde stået i samme situation som mig.

Da jeg overvejede om hvorvidt jeg ville gøre det eller ej, så fik jeg flere og flere ideer og til sidst havde jeg så mange at det blev til den her side som har fokus på den private økonomi. Der er mange som slet ikke har fokus på den her (ekstremt) vigtige del af ens liv. Hvor skulle man også lære det fra? Ens skolegang er fyldt med mange vigtige ting, såsom husgerning, almen dannelse og mange andre ting man får brug for senere i livet – men hvorfor ikke noget om privatøkonomi?

Bevares, der er ikke meget der er ”sexet” ved budgetter, Excel-ark og tal, men det er desværre bare for stor del af almindelige menneskers hverdag til at der ikke burde være råd at hente et eller andet sted. Derfor valgte jeg at starte denne blog.

Fokus kommer til at være på den private økonomi. Jeg vil tage udgangspunkt I min egen og forhåbentligt kunne generalisere lidt ud fra det. Det handler om at få det meste ud af ens penge.

Jeg har et personligt mål om at afvikle gæld og få investeret opsparing og forhåbentligt en dag ude i fremtiden blive rig. Det kommer til at ske langsomt, deraf navnet på bloggen ”en krone adgangen”.

Et engelsk udtryk for denne type blog kunne være “FIRE” (Financial Independence Retire Early). Ideen med Financial Independence kan jeg rigtig godt lide – ideen er kort at man lever af udbyttet på ens investeringer. Retire early delen er så at man trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Dette afhænger selvfølgelig af ens udgifter og hvad man ellers har af planer i livet. Som nævnt så er jeg stor fan af finansiel uafhængighedsdelen, men at trække mig meget tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet har jeg intet umiddelbart ønske om.

Jeg håber du har lyst til at læse med og følge rejsen/forhåbentligt starte din egen.

– Mads

Skriv en kommentar