2020 er slut og det er på tide at kigge tilbage og konkludere på det første år, som ikke har været et helt år – i hvert fald ikke når man tænker på aktivt at arbejde mod FIRE.
2020 har været et år der har været præget af COVID-19 selvfølgelig, det kan alle være enige om. Derfor er det stadig et utroligt år at kigge tilbage på – på rigtig mange måder! Der var store overraskelser, både positive, men desværre også negative da min bedre halvdel er er selvstændig, så her har Corona ramt på en helt anden måde end hos mig der er normal lønmodtager.
Personligt – hvad skete der i 2020?
- Købte et nyt hus: Tilbage i 2018 købte vi vores første hus. Det var et meget standard parcelhus fra 1980 og der var nogle løsninger som vi på sigt regnede med et opgradere. Prisen var helt fin og alt var lækkert – første hus og vi var lykkelige! Knap 2 år senere sker der så det at nogle nabogrunde pludselig bliver tilgængelige på auktion da ejeren dør og de er doneret bort da der ingen arvinger. Da jorden er meget rig på grus så går der hurtigt budkrig i den fra diverse grusgraventreprenører og de tender med at vi skal have en grusgrav som nabo. Da vi hører om dette sætter vi fluks huset til salg – heldigt for os ender de med at købe det, velvidende om at grusgraven kommer til at blive udført, så ingen hemmelighedskræmmeri fra os af.
Man siger generelt at det er en dårlig ting at sælge så hurtigt, men vi er heldige og ender at komme derfra med et overskud alligevel og vi får så købt et nyt hus – med meget research ind i hvordan jorden skulle være i nærheden ;-). - Rejseoplevelser: 2020 skulle have været året hvor der blev rejst en del også, men det blev desværre sat meget på hold af åbenlyse årsager. Det har også været et svært år for familien da min bedre halvdel er selvstændig og kunne se hendes omsætning dykke grundet corona-restriktionerne. Desværre var der ikke nogen hjælpepakker er at få for hende, så hun kæmpede med næb og kløer, mens vi måtte klare os med 1 lønning derhjemme lidt midt på året. Vi klarede det og blev stærkere.
- Travlhed på jobbet: Da jeg arbejder for et firma der laver laboratorieudstyr så har vi haft et helt vanvittigt år, både resultatmæssigt, men også arbejdsmæssigt. Der er blevet knoklet røven ud af bukserne, så jeg har da personligt lært hvor stort et arbejdspres jeg i hvert fald kan klare uden at knække halsen.
Dog har jeg også fået et større ansvar omkring maj. Vi har performance-review her i januar og jeg er spændt på om jeg det også fører en lønforhøjelse med nu hvor de meldes ud snart. Hvis ikke så tror jeg det er på tide at sondere markedet.
Hvordan så finanserne ud i 2020?
2020 var året hvor jeg begyndte rejsen med FIRE i tankerne og der har været opture og nedture. Da FIRE ikke er noget min hustru går efter så kan der komme store udsving i savingsrate og jeg er måske ikke helt sikker på om der er en måde at beregne den på så den tager mindst mulig hensyn til at vi er 2 lønninger, men kun sparer aggressivt op fra den ene. Det kan være det kommer på et tidspunkt. Som det er nu så tager jeg udgangspunkt i at vi har fællesøkonomi. Det er i bund og grund heller ikke særlig vigtigt.
Årets højdespringer var i maj hvor jeg havde opsparingsrekord med hele 49%, hvilket er helt crazy og kan næsten kun lade sig gøre hvis jeg ikke bruger en eneste krone en hel måned. Derefter gik det desværre stødt ned ad måned efter måned og ramte 0% i september – igen grundet Corona da min hustru måtte holde pengene i sin virksomhed og udbetalte ikke løn. Vi sluttede heldigvis året stærkt med en opadgående trend. Målet for næste år må være at have en mere stabil og jævn opsparingsrate per måned da vi i 2020 så et spænd fra 0% til 49%. Gennemsnittet for året er 30%. Dette er dog taget fra maj til december da det var i maj jeg startede.

Min networth inklusiv pension voksede fra 344.000 kr til 476.000 kr i løbet af 2020. En stigning på 38%. Det er jeg mere end tilfreds med! En fordeling af aktiverne kan ses herunder.

Som der kan ses på grafen ovenover så er min networth spredt over forskellige aktivklasser hvor pension og friværdi er de største – og kryptovaluta er den mindste. Det er ikke noget jeg har investeret særlig meget i og vil nok forblive ret lav foreløbig. Da vi har et banklån så har der været stor fokus på at betale af der. Jeg har ikke antaget af vores hus er steget i værdi.
I forhold til FIRE har jeg faktisk aldrig regnet ud hvad mit FIRE-tal egentlig er da der er mange variable i det – så har besluttet at de første par år handler det bare om aggressiv opsparing/investering og opbygge familiens firma.
Hvordan investeringerne klarede sig i 2020
Hvis man kigger nærmere på de forskellige investeringer, så gik det i år generelt positivt.
Aktier
Jeg er gået fra 20.000 kr investeret i aktier til 35.000 kr. Udover indbetalinger har jeg haft et afkast på 8,8% (før skat). Det er ikke fantastisk og mange andre kan sikkert fremvise flottere tal – jeg forsøgte mig med nogle enkeltaktier, men måtte sande at med den tid jeg har mulighed for at bruge på det, så svarede det til at købe lottokuponer.
Krypto
Jeg har en mindre position i Bitcoin og jeg må indrømme jeg ikke ved særlig meget om det eller har sat mig specielt meget ind i det. Den formåede dog at vokse med 50% (før skat). Bitcoin ramte et all-time high her for nylig, så hvis jeg skal mere ind her så kunne jeg forestille mig at det var Ethereum, hvis der stadig er noget ved den, som jeg ville ind på.
Pension
Min pensionsopsparing stiger løbende hver måned da min arbejdsgiver indbetaler. Jeg matcher ikke noget selv, men har 12% i pension. Hos mit arbejde så starter man på 10% og så for hvert år stiger det 1% indtil et max på 15% – hvilket jeg synes er ret flot. Så den kvikke læser kan hurtigt udlede at jeg har været på min nuværende arbejdsplads i 2 år nu. Grundet det stor fald i starten af pandemien så er min arbejdsgiveradministrede pension oppe ca 5% og min private pensionsopsparing er oppe ca 10%.
Blogging – enkroneadgangen.dk
Jeg havde faktisk forestille mig at jeg ville have fået skrevet flere indlæg end jeg har, men der har været mange ting i år der ikke var som det skulle have været, så det endte ikke med den arbejdsomhed her på bloggen som jeg havde håbet på. Det er et mål for 2021 at gøre mere brug af den.
Mine mest populære post i år har været Læg et realistisk budget og Jeg sparede 1500 kr årligt ved at bruge elpris.dk, der er en gennemgang af hvordan man slipper med 0 kr i den rene elpris og kun betaler for transporten + de afgifter man nu skal.
Guiden 25 dage til en bedre økonomi, der er en 25 indlægs lang guide er også populær hvis man tæller undersiderne op.
Hvilke mål har jeg for 2021?
At finde på et par mål for 2021 virker næsten utopisk med tanke om hvor op og ned hele verden blev vendt i løbet af 2020. Vores indkomst har været svingende pga den usikkerhed der nu er i at være selvstændig og med tanke om regeringens, næsten tilfældige tilgang til nedlukningerne, så bliver det nok ikke den sidste gang vi ser det.
- Større anskaffelser: Pt har vi 2 biler, men næste år skal den ene sælges og der købes en ny. Det bliver købt kontant, men jeg regner med det påvirker kontantbeholdningen med omkring 35.000 kr.
- Udgifter: Endnu engang er det vigtigt at holde et vågent øje med “lifestyle creep” – så målet for næste år er at ligge i samme niveau, eller lavere, med hensyn til tøjindkøb, dagligvarer og andre lignende variable udgifter.
- Investering: Personligt så fokuserer vi mere på at betale banklån ned pt end investere, men et mål for 2021 er at fordoble indbetalingerne til min ASK i forhold til 2020.
- Et sundt sind: Læs mindst 4 nye bøger i 2021 hvor fokus er investering, produktivitet eller på anden måde forbedring af en selv.
- Formue: At øge vores formue med 30%. Grundet indkøb af bil sætter jeg dette mål lidt lavt. Hvis jeg ikke havde haft bilen med så ville jeg have gået efter 40%.
- Opsparingsrate: Igen sigter jeg efter en opsparingsrate på 30% fordelt henover året.
- Blogging: Skrive 12 kvalitetsindlæg til bloggen her. Det første skrev jeg faktisk efter jeg startede på kladden til dette indlæg – har du læst mit forslag til en simpel porteføjle?
Sådan – det er målsætningen for 2021. Fælles for dem alle er at de er SMART og dermed lette at løbende følge op og give opdateringer på igennem 2021.
Så jeg vil slutte af nu med at sige tak til jer der følger min rejse – jeg er glad for at I læser med og så vil jeg ønske jer et rigtig godt nytår allesammen!
De bedste hilsner,
Mads