Listen over leveomkostninger vi nu har lavet har sikkert givet dig lidt indsigt i hvordan du formøbler din privatøkonomi. Du har måske fået øjnene op for at du bruger en del penge på overflødige ting. Hvilket der ikke er noget galt i – alle bruger penge på overflødige ting og det er det der stopper de fleste fra at blive rige eller at få styr på deres langsigtede planer – men alle bliver ved med det alligevel.
I stedet for bare at skære alt overflødigt væk, så brug lidt tid på at finde ud af hvilke områder du kunne klare at skære ned på. At skære ned i ens privatøkonomi er ligesom en slankekur. Det nytter sjældent at ændre alt på en gang, for før man ved af det så slækker man på det alligevel. Derfor er små ændringer hele tiden vejen frem. Ting såsom at tage en rugbrødsmad i stedet for take-away eller tage cyklen i stedet for en kort tur i bilen løber hurtigt op.
Med din liste over udgifter ved siden af dig, så kør ned igennem og se om der er nogen steder du kan spare og hvordan det måske ville kunne gøres, vi brainstormer bare, der er ikke noget der er mejslet i sten endnu.
Eksempler:
Husleje
Mulig besparelse: Find et billigere sted at bo.
TV
Enten spar det helt væk, overvej at skifte til en streamingtjeneste
Elregning
Mulig besparelse: Undersøg om andre selskaber er billigere, skift til lavenergipærer, husk at slukke på kontakten og ikke bare så apparater står på standby.
Take-away
Køb en kogebog med nemme opskrifter, lav en madklub med nogle venner, lav mad og frys ned.
Forsikring
Undersøg via findforsikring.dk om der kan få samme dækning, billigere, et andet sted.
Og så fremdeles fra alt på din liste. Der er mange måder at spare penge på, men hvis det nu er et område hvor du får stor glæde ud af din nuværende løsning, så er det helt fint.
For de ting du kommer frem til at det er realistisk for dig at kunne spare på, prøv at regn ud hvad du kommer til at spare henover et år. F.eks. hvis du skifter til en anden internetudbyder og sparer 100 kr om måneden vil du så spare 1200 kr. henover et år.
Gør dette for alt på din liste.
Regn sammen hvor meget du kan spare og træk det fra dine nuværende leveomkostninger.
Ser det bedre ud?
Er det realistisk?
Hvad kan det gøre for din privatøkonomi? Det kan give dig flere penge mellem hænderne og hjælpe dig med at opnå dine drømme og mål hurtigere!
Er det gjort? Fortsæt til næste indlæg.