Hvad er forskellen på en syntetisk ETF og en fysisk ETF er nok et af de spørgsmål der kommer oftest op og som en del stiller sig selv. For forskellen på en syntetisk ETF og en fysisk ETF er ofte skrevet i et meget nørklet sprog, som mest af alt giver indtryk af at forfatteren enten ikke selv helt forstår det eller at forfatteren ikke går op i at forklare det simpelt; hvad forskellen på en syntetisk og fysisk ETF er.
Forskellen er at i en traditionel fysisk ETF køber fonden de aktier eller obligationer, der ligger til grund for indekset, og besidder dem. Firmaet/Fonden køber altså de aktier selv der indgår i indekset, såsom Apple, Tesla, Amazon etc. Det kræver selvfølgelig en stor del penge da der er mange aktier i forskelligt antal man skal anskaffe sig.
I den syntetiske ETF skal vi lære et nyt udtryk, som er “swap“. Den syntetiske ETF kaldes nemlig også en swap-baseret ETF.
I denne udgave køber Fonden en blanding af aktier eller obligationer, der ikke er relateret til det indeks, der ønskes at følges. Fonden køber derefter en “swapkontrakt” fra en modpart, normalt en bank. Swapkontrakten garanterer afkastet på det indeks, ETFen er beregnet til at følge (efter omkostninger til banken). Blandingen af aktier og obligationer (der intet har med indekset at gøre) stilles som sikkerhed, hvis Fonden ikke overholder sin del af aftalen. Her får begge parter altså noget ud af swapkontrakten. Fonden har garanteret det afkast de gerne vil have (uanset hvordan de aktier/obligationer de ejer klarer sig) og banken modtager nogle penge i omkostninger for at stille denne garanti – alle er glade.
Er syntetiske ETFer farlige?
Næsten to tredjedele af Europas ETF’er følger nu den syntetiske rute. Europas fondsregler (UCITS = Undertakings Collective Investment in Transferable Securities) siger at den maksimalt tilladte eksponering mod en swap-modpart er 10 % af en fonds indre værdi. Så deraf følger selvfølgelig at mindst 90 % af en ETFs værdi skal være sikret (altså understøttet af aktiver såsom aktier).
Hvis modparten misligholder, kan fondsforvalteren tage blandingen med aktier og obligationer (der altså ikke følger indekset) og sælge den for at få penge i kassen.
Men hvis fondens blanding af beholdninger enten fyldes op sjældent, består af illikvide aktiver eller er ukorreleret med det indeks, der spores, så er det en rimelig bekymring at underskuddet kan være højere. Sikkerhedsstillelsesrisici er dog ikke unikke for syntetiske ETFer. Hvis en fysisk ETF låner sine beholdninger ud (til shorting fx.), så indebærer det også risici.
Så hvorfor benytter man overhovedet disse swaps? I teorien kan syntetiske ETFer følge et indeks bedre, end fysiske kan, men nærmere har banken (swapmodparten) et økonomisk inticament til at placere deres mindre likvide aktiver som støtte for fonden for at skaffe finansiering til disse aktiver (bemærk at dette ikke nødvendigvis er på linje med investorernes visioner).
Når det er sagt, så er der et pres på ETF-udbydere for at forbedre kvaliteten af deres syntetisk ETFer og for at gøre det mere gennemskueligt hvad der ligger til grund for de syntetiske ETFer. Da de først kom frem var det lidt et vildt marked hvor ingen rigtig vidste hvad der var hvad.
Adskillige ETF-udbydere offentliggør nu detaljer om fondsaktiver på daglig basis, og det er normalt, at fonde overstiger det 90 % minimumslovgivningsmæssige sikkerhedsniveau.
Jeg mener personligt ikke at der er en nævneværdig risiko pt ved at investere i syntetiske ETFer, så længe de er UCITS godkendte. Jeg vil dog sige at privatinvestorer bør læse udstedernes hjemmesider meget omhyggeligt for at finde ud af hvem de har at gøre med og derefter favorisere de mest transparente.