Halvandet år.
Så lang tid siden er det jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen. Der er faktisk ikke nogen større grund til hvorfor, men nogen gange sker livet bare og ting opprioriteres og andet nedprioriteres uden at man faktisk gør et aktivt valg omkring det.
Hvis man har fulgt lidt med så ved man at jeg har rykket meget aktivitet over på min kanal på YouTube. Hvis man har fulgt meget nøje med, så har man måske også lagt mærke til at der har været meget stille på den kanal ligeledes.
Det er der sådan set 2 grunde til, den første, og mest spændende, er at jeg har lavet en engelsk-sproget kanal omkring aktier som lige pt i skrivende stående har ca. 1100 abonnenter. Så der har ligget en del fokus i at få den til at vokse, hvilket heldigvis har båret frugt.
Den anden og ret kedelige er at, min nu eks-kone, og jeg valgte at sige stop for vores ægteskab. Vi havde udviklet os i forskellige retninger og mente begge vi ville være gladere hver for sig. Vi har heldigvis 3 skønne børn som vi ikke ville være foruden og kan se tilbage på et forhold, ikke som et der bare er forbi, men et der er fuldendt. Det blev endeligt tilbage i september, så derfor den komplette pause siden da.
Det betyder jo også at der kommer til at ske nogle ændringer, blandt andet i indkomst hvor vi før havde 2 indkomster er det nu bare mig. Udgifterne stiger jo så også som følge derfor på mange områder da der nu kun er mig til at betale dem. Det kommer også til at kunne ses i graferne, hvor man senere kan se der er røget et ordentlig hug ned i net worth bl.a. Pt. bor jeg stadig i vores fælles hus mens det er til salg, så mine udgifter vil være lidt gunstigt forhøjede indtil det er solgt.
Men det er december det skal handle om, så mens freden sænker sig efter juledagene og 2024 begynder lige om lidt, så lad os kaste et blik tilbage på hvordan 2023s sidste måned gik.
Først månedens indtægter
💰 Indtægter: | kr 61.072,00 |
💼 Løn | kr 49.861,00 |
💻 Sidehustles | kr 0,00 |
🏦 Udbytte | kr 375,00 |
❓ Andet | kr 10.836,00 |
💸 Udgifter | kr 28.330,00 |
📒 Opsparet | kr 32.742,00 |
📈 Heraf investeret | kr 28.096,00 |
Så for at opsummere igen, så er tallene udelukkende mine, hvor det før var vores kombinerede indkomst og udgifter.
I december fik jeg udbetalt bonus for resultaterne i Q3, så som man kan se havde jeg lige godt 50.000 udbetalt i løn. Hertil kom en smule udbytte og så er der “andet”.
Andet dækker i det her tilfælde over variable-, engangsindtægter eller noget som frafalder i fremtiden. I denne måned har jeg modtaget diæter fra mit arbejde, tilskud fra min ekskone på vores fælles hus og så har jeg fået “løn” fra mit frivillige job som fodboldtræner i den lokale fodboldklub hvor vi får en lille erkendtlighed 2 gange årligt. Så alt i alt 61.072 kr som man kan se. En rigtig, rigtig god måned må man sige.
December er jo en lidt dyrere måned generelt med gaver etc, men jeg synes det har set rigtig fornuftigt ud, så fratrukket udgifterne er der stadig formået at blive opsparet/investeret en hel del. Opsparet dækker også den del af vores termin der går til afdrag.
En vigtig detalje her er også at jeg har en såkaldt “sinking fund” som bl.a. dækker gaver, så hvor mange bruger af deres rådighedsbeløb i december til at købe gaver, så har jeg allerede året igennem lagt til side til netop dette.
Baseret på tallene ovenover lander min opsparingsrate på 54%, hvilket jeg kan plotte ind i grafen for opsparingsrate, som ses herunder.
Som man kan se på grafen ovenover så er det et markant hop op i forhold til de seneste måneder og er selvfølgelig en kombination af udbetaling af bonus og nu lavere samlede udgifter da jeg selv styrer det 100%.
Det årlige mål for opsparingsraten var 35% (orange linje) og den faktiske opsparingsrate med 12 måneders rul er den stiplede linje som rammer 40% for året. Dette har selvfølgelig i en del af året været baseret på 2 indkomster, så det bliver spændende i 2024 hvordan det kommer til at se ud.
Med de tilføjede midler ser min net worth nu sådan her ud:
Som man kan se var det faktisk ikke så slemt igen økonomisk at blive skilt, det var primært halvdelen af vores friværdi der forsvandt da jeg har haft pension udelukkende angivet som min egen pensionsdel. Huset er som sagt ikke solgt endnu, så jeg har min “fiktive” halvdel med i grafen ovenover. Den er sat til en konservativ vurderingspris minus anslåede omkostninger til mægler etc. All time high var 1.664.000 kr og jeg er nu tilbage på 1.359.000 kr, hvilket stadig er en stigning på 5,1% i forhold til 1. januar 2023, så på trods af en skilsmisse er min overordnede “velstand” stadig steget 🥳.
Pension er angivet i nutidsværdi uden at have fratrukket skat, hvilket selvfølgelig pumper tallet lidt op, men det er sådan jeg har opgjort det fra start og da der også er en alderspension inde i billedet så lader jeg det køre sådan.
Man kan se på aktie- og pensionsdelen at det havde været nogle rigtig gode måneder da der har været et stort afkast der. Afkast på porteføljen hed 3,8% i december og hertil kommer så også udbytter. På årsbasis er jeg landet på ca. 15% + udbytter for min portefølje. Pensionen gik også rigtig godt med +21%.
Således månedsopdatering for december. Tak fordi du læser med. Du skal være velkommen til at kommentere nedenfor. Jeg glæder mig til at være mere aktiv her på bloggen og på YT og se hvad 2024 bringer. Forhåbentligt kommer der også nogle mål for året op inden længe når jeg har gået i tænkeboks.