Hvis man gerne vil se udvikling er det vigtigt at sætte mål for sig selv. Både nogle der er i den “lette” ende, men også nogle der er sværere, men stadig realistiske.
De fleste kender nok “SMART” modellen indenfor målsætning (Specific, Measurable, Achievable, Relevant og Time-Bound). Altså jo mere specifikt beskrevet de er, hvor nemme de er at følge progressionen i, om de er opnåelige, relavante og har en tidsgrænse – jo større chance er der for at komme i mål. Så det har jeg forsøgt for de nedenstående mål for 2024.
Jeg prøver at strukturere mål som en vane. Gode mål har, udover at være “SMART”, også en vane tilknyttet sig (f.eks. vane med at træne = større chance for at gennemføre X antal træningspas).
Dårlige mål har ikke en vane tilknyttet endnu! Kan anbefale bogen Atomic Habits hvis man gerne vil dykke mere ned i det.
De fleste af disse er hvad jeg vil kalde “vedligeholdelsesvaner”, men der er også nogle der vil kræve øget fokus eller en helt ny vanedannelse.
Så herunder er mine 2024 mål, måske de kan inspirere dig 👇🏻
Finansielle mål
- Spar/invester 120.000 DKK (Gn. 10 000 DKK/md.).
- Stretch goal: Spar/invester 140k (gennemsnit 11,5k DKK/md.)
- Max aldersopsparing (9 100 DKK i 2024).
- Max aktiesparekontoen (loft på 135 900 DKK i 2024).
- Opsparingsgrad på 32% henover året (opsparing, investeringer og friværdi).
- Stretch goal: 35% (samme som ovenfor)
- Opnå min 20% bonus.
- Stretch goal: Samlet kompensation højere end 2023.
Mine finansielle mål er vist ret selvforklarende, og da jeg er blevet single, så var de faktisk ret svære at sætte da jeg ikke har særlig meget data på hvordan min økonomi som solo er. Men jeg tror henover et helt år at det nok skal gå.
YouTube/En krone ad gangen-mål
- Vækst YT-kanal 1 til 1k+ abonnenter.
- Vækst YT-kanal 2 til 1k+ abonnenter.
- Få en kanal monetized på YouTube.
- Stretch goal: Få begge kanaler monetized på YouTube.
- Producer 40x YouTube-videoer (1x/uge med plads til rejser og tidsplan).
- Skriv 24 indlæg på bloggen her
Også relativt lige til tænker jeg. Det mest spændende bliver om hvorvidt “monitization” kan opnåes eller ej, men det er jo derfor det er et mål – for at der skal arbejdes mod det. Hvis det bare kom trillende i mål uden indsats var det jo ikke lige så sjovt 😅. Håber også på at kunne få lidt gang i det kreative skriveri på bloggen her.
Mål for fysisk sundhed
- 120x træning (3x/uge med plads til skader/rejser).
- 200x i seng inden 23:00 (4x/uge).
- 200x 3L vand (4x/uge).
- 250x følg madplan (5x/uge)
Sund sjæl i et sundt legeme. Jeg er en kontormus, så det er vigtigt at holde sig i gang. Hvad nytte er at spare op til tidlig pension hvis man er for svag til at gøre noget. Specielt den med vand vil kræve noget af en omvæltning da jeg drikker alt for meget kaffe ☕.
Mental sundhed og læringsmål
- Læs 24x bøger (2x/md).
- Max 12x af 3+ enheder alkohol (1x/md).
- Se 24x dokumentarer (2x/md).
Specielt bøger her vil kræve en større indsats. Jeg læser generelt, men meget ustruktureret, så jeg vil prøve i 2024 at sætte tid af i kalenderen til faktisk at sætte mig ned og gøre det i stedet for at det bliver en tilfældig ting.
Relations- og familiemål
- Gå på dates hveranden uge (~2x måned).
- 12x far/børn oplevelser (1x/md.).
- 24x besøg hos min mor (2x/md.).
Som relativt nylig single efter 12 år så har jeg for første gang nogensinde fået Tinder på min telefon, så et mål er ikke at blive for eneboeragtig/for fokuseret på opsparing at man ikke tillader sig noget sjov – så det er der sat penge af til i budgettet. Ligeledes vil jeg også tage ungerne med ud og få nogle gode oplevelser med dem.
Rejsemål
- Rejs til et nyt sted.
- Rejs til USA.
- Kom ud og stå på ski.
At reise er at leve
H.C. Andersen i “Mit livs eventyr”
Lidt i tråd med ovenover – det er vigtigt at få nogle oplevelser. (Den med USA er lidt snyd da turen allerede er arrangeret gennem mit arbejde, det er lidt som når man skriver at man skal lave en to-do liste, som det første punkt på to-do listen 😉).
Det var mine mål for 2024.
Jeg deler mine mål fordi:
- Forhåbentligt inspirere andre.
- Jeg vil også gerne blive inspireret af andre der deler.
- Hvis du sætter mål, så vil jeg gerne lære hvordan netop du sætter dine mål.
Hvad er dine?
Måske skulle du opdatere dit budget som single.
Og 8.000 i månedlig husforsikring ser forkert ud?
Tak, det er næste punkt på min to-do liste for bloggen her 🙂
Ja den er vist lidt skæv. Det har selvfølgelig været på årsbasis.
Så er der lagt et opdateret budget op Jan.