Min rejse mod finansiel uafhængighed #14: Februar 2022 opdatering

Av av av! Mere er der vist ikke at sige for tiden.

Alt er usikkert. Der er krig i Ukraine, renten stiger, inflationen kommer og man ved snart ikke hvad der ellers kan gå galt.

For at det ikke skal være løgn, så er jeg faktisk også blevet ramt af COVID, så efter godt og vel 2 år er jeg desværre ude af #CoronaSquidGame. Der skulle en tur sydpå for at fange den – månedens rapport (som også tager januars tal med), kommer direkte fra Gran Canaria da familien tog en lille tur syd på :-).

Så jeg vil holde den lidt kort denne gang, har været ret ramt de sidste 2 dage, men ikke værre end det heldigvis.

Hvordan så finanserne ud i februar?

Det har desværre været en lidt dyr start på året. Der var nogle større indkøb der skulle klares, vi har taget en ferie og der har været dyre gaveindkøb. Alligevel har vi dog formået opsparingsrater på hhv. 26% og 23% for januar og februar. Det kommer til at være drøjt henover resten af året for at nå i mål, men det har været OK. 12RM opsparingsraten er stadig på 35%, så helt skidt er det ikke.

Vores totale networth fik et ordentligt hug fra december 2021 til nu her, februar 2022. Det var så deprimerende at udarbejde disse grafer, så jeg valgte lige at smide udgangspunktet med ind også (juni 2020) for at vise hvor langt vi er nået på lidt over halvandet år.

Nogle gange er det vigtigt at zoome lidt ud og se det som en helhed så man ikke bliver slået ud af kurs over at se ens net worth falde med 4,5%, som tilfældet var. Når man zoomer ud og sammenligner med juni i 2020, så er vi faktisk over 250% højere nu end vi var dengang. Den slags skal man huske at kigge tilbage på af og til for at nyde hele rejsen.

Alt faldt desværre – både krypto, aktier og pension. Friværdien er blevet øget naturligvis og jeg regner med at trække alle mine aktier ud for at få afviklet boliglånet hurtigst muligt og frigøre den betaling der går der til, men det må vente til næste indlæg 🙂

Det var det for denne lidt kortere udgave af det hele.

Som altid så skal du være velkommen til at stille spørgsmål eller smide nogle opmuntrende ord i kommentarerfeltet.

Tak fordi du læste og tak fordi du følger med.

// Mads

Skriv en kommentar